Respiratorisk syncytialvirus

Hvad er RS-virus?

RSV er en forkortelse for respiratorisk syncytialvirus, som er en luftvejsvirus, der er en almindelig og hyppig årsag til luftvejsinfektioner i efterårs- og vintersæsonen (fra oktober til og med marts). RS-virus smitter gennem små dråber fra hoste, nys og lignende.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tilbydes gratis vaccination mod RS-virus fra 1. oktober 2025. Vaccination beskytter spædbørn mod luftvejssygdom efter smitte med RS-virus i de første levemåneder og forebygger alvorlige sygdomsforløb og indlæggelser.

Abrysvo som vaccinen hedder, er godkendt til anvendelse hos gravide kvinder som vaccineres imellem graviditetsuge 24 og 36. Herved overføres passiv beskyttelse mod sygdom i de nedre luftveje forårsaget af respiratorisk syncytialvirus (RSV) hos spædbørn, fra fødslen til 6 måneders alderen.